Aflastningstilbud

 

 

På baggrund af konkrete behov i vores elevgruppe har Søgården valgt at åbne et aflastningstilbud.

Aflastningstilbuddet har til huse i Hyrdehuset, som ligger naturskønt i Lyndby med grund direkte til Lejre Fjord.

Aflastningstilbuddet holder åbent en weekend om måneden fra fredag til søndag, samt en gang ugentligt i de fleste uger. I alt tilbydes 85 døgn pr. år, samt en uges sommerferie aflastning. Der er mulighed for individuelt tilpassede løsninger afhængigt af den enkeltes behov.

Aflastningstilbuddet baserer sig pædagogisk på de værdier og det menneskesyn, vi i øvrigt tilrettelægger vores indsatser ud fra i Søgårdsregi.

Søgårdens aflastningstilbud vil således præges af anerkendelse og respekt for individet, samt nærvær og samvær med fokus på at understøtte en positiv udvikling for vores elever gennem oplevelser af sammenhæng og fællesskab.

Hyrdehuset og Søgården rummer en række aktivitets- og udfoldelsesmuligheder, som gør det særligt velegnet som aflastningstilbud.

- "Go-High"- inspireret forhindringsbane
- Gode bål facilliteter
- Shelter ved vandet
- Kano, kajak og paddleboards
- Fiskeri
- Ridning på Søgårdens heste
- Fitness

Aktiviteterne i aflastningstilbuddet vil være en vekselvirkning mellem naturaktiviteter med mulighed for fysisk udfoldelse omkring Hyrdehuset, mere hjemlige aktiviteter som madlavning samt mulighed for at koble af med spil, kreative aktiviteter eller lignende.

Desuden ønsker vi at tilbyde aflastningseleverne mulighed for kulturelle input, eksempelvis i og omkring Roskilde.

Alle aktiviteter tilrettelægges med henblik på at understøtte sociale sammenhænge og udvikling af sociale kompetencer, samt at understøtte den enkeltes oplevelse af sig selv som enestående og eksisterende i sin egen ret og gyldighed.

Personalet i aflastningstilbuddet er som udgangspunkt kendt af Søgårdens elever fra eksempelvis skoletilbuddet Huset i Hvalsø. Det nære relationelle arbejde, som hermed understøttes, er grundlæggende for vores arbejde og en faktor, vi tror på som afgørende for at kunne skabe tryghed og positiv udvikling for vores elever.

Ligeledes er Hyrdehuset en kendt og tryg ramme, da huset benyttes til aktiviteter året rundt for alle Søgårdens elever. Hermed understøttes oplevelsen af tryghed og sammenhæng både for vores elever og deres familier.

 

 

 

 

 

 


Søgården