Botilbud

Søgårdens boafdeling - opgangsfællesskab for 6 unge i 5 lejligheder

Boafdelingen er fysisk placeret i en ejendom i Tølløse. Botilbuddet er en af de støttemuligheder, Søgården kan tilbyde. Formålet med botilbuddet er primært at tjene som udslusningssted for elever, der har været igennem Søgårdens dagbehandlingstilbud, STU eller andre unge, der kan passe sammen med denne gruppe.

Visitation, ind- og udskrivning

Ved indskrivningen tildeles den unge en kontaktperson. Den unge forpligter sig ved indskrivningen til at overholde den gældende husorden. Indskrivningsgrundlaget finder sted i henhold til Serviceloven, der giver mulighed for støtte i egen bolig.

Ved visitationen bliver der samtidig udarbejdet en handleplan sammen med den unge. Denne handleplan omfatter valg af og tilrettelæggelse af et arbejde eller uddannelsesforløb, en plan for de personlige mål samt en plan for det videre forløb efter opholdet i botilbuddet. Denne handleplan bliver evalueret og justeret hvert halve år.

I forhold til de ansvarlige kommuner er der ved indskrivningen aftalt mødevirksomhed, rapporthyppighed, ansvarsfordeling, opfølgning, justering af handleplaner osv. Udskrivning fra botilbuddet tilrettelægges i samarbejde med de ansvarlige kommuner. En overvejelse i forbindelse med udskrivning kan eksempelvis være, om der i forbindelse med udskrivning til egen bolig skal etableres støtteforanstaltninger.

Ved overgangen til voksenlivet åbenbarer der sig en række nye eksistensproblemer, som de unge skal lære at mestre, før de kan magte at blive selvbærende for deres liv. Det drejer sig f. eks. om de praktiske problemer tilværelsen frembyder såsom indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask, styring af egen økonomi osv. Hertil kommer en række områder, der er mere relateret til at finde ud af samfundslivet samt etablering af sociale kontakter og det forhold i almindelighed at skabe indhold i tilværelsen. Behovene er individuelle for den enkelte unge og tilrettelægges derefter.

Livet i botilbuddet

Livet og de fælles aktiviteter i botilbuddet udfolder sig typisk om eftermiddagen og om aftenen, da de unge som hovedregel er beskæftiget i dagtimerne med enten arbejde eller uddannelse. Der er medarbejdere i huset fra morgenstunden til kl. 20.00 mandag til fredag. Fredag og lørdag er efter behov. Søndag over middag vil der være personale, der planlægger den kommende uge samman med de unge. Der er fællesrum, som benyttes til socialt samvær og husmøder, hvor der bl. a. er fælles drøftelser omkring ture ud af huset.

Vi har klubtilbud om onsdagen på Søgården, hvor der er mulighed for at mødes med andre unge. Der arrangeres ligeledes ture til f. eks. svømmehal, skydeklub, teaterture, biografture og lignende alt efter de unges ønsker og behov. To gange om året er der ferie/oplevelsesture, som de unge ligeledes er med til at vælge og planlægge.

Personale

Der er ansat veluddannet tværfagligt sammensat personale, som består af daglig leder, pædagogisk uddannet personale og en pedel. Personalet er under løbende efteruddannelse/supervision. Derudover kan der trækkes på Søgårdens socialrådgiver.


Søgården