Eksempel-katalog

Her præsenterer vi i korte skitser nogle eksempler på de børn og forløb, vi har arbejdet med, dels mens de var indskrevet på Søgården og dels som eksempler på støttemuligheder for de unge over 18 år på vej ind i voksenlivet.

Eksempler fra indskrevne børn

- barnet er 12 år og kan hverken læse eller skrive og sidder apatisk i timerne og henfalder til dagdrømmerier. Forældrene er blevet skilt et par år i forvejen og der er en uafsluttet konflikt mellem forældrene omkring ophøret af deres samliv. Barnet bliver i stigende grad apatisk og fraværende i kontakten og fra PPR´s side frygter man, at der muligvis kan være en personlighedsforstyrrelse under udvikling.

- barnet er 14 og kan godt både læse og skrive og er alderssvarende i matematik. Ingen faglige problemer. Imidlertid er han i tiltagende grad ved at blive ”sær” og er påfaldende i den sociale kontakt. Hertil kommer, at han ofte snakker sort, og så det er meget svært at forstå, hvad han siger.

- barnet er 10 og meget forstyrrende i klassen, reagerer voldsomt i kontakten med andre børn og voksne, kan ikke tage imod kollektive beskeder, forældrene er fortvivlede over et rasende og voldsomt reagerende barn i hjemmet. Barnet har ingen kammerater. Reaktionerne begyndte omkring tredje klasse. Indtil da havde barnet fungeret normalt, så ingen kan forstå, hvad der er sket.

- barnet er 12 og møder frem i skolen med et forsømt og forpint udtryk. Barnet nægter at tale med nogen, og reagerer voldsomt ved kontaktforsøg både fra voksne og børn. Barnet har forsøgt selvmord, er begyndt at ryge og går ud om aftenen, som det passer det. Forældrene er opgivende og ved ikke, hvad de skal stille op.

- barnet er 13 og lider af en alvorlig fysisk sygdom og er samtidig voldsomt rastløs og omkringfarende, kan ikke koncentrere sig og er let afledelig. Forældrene er ved at miste kontakten med og kontrollen over ham, og i skolen er han så forstyrrende, at han tilbringer det meste af tiden udenfor døren eller på skoleinspektørens kontor.

- barnet er 12 og vil ikke i skole. De første leveår og skoleår har der ikke været noget påfaldende, barnet var glad og havde gode legekammerater. Siden tredje klasse har barnet kun været i skole meget sporadisk og familien er ved at bryde sammen under presset.

- barnet er 10 og meget ejendommelig i kontakt. Begge forældre er belastede af både fysisk og psykisk sygdom. Barnet er meget terroriserende og kommanderende i hjemmet, der er truet af opløsning. Skolen har opgivet at undervise barnet, der i stedet modtager ti timers støtte om ugen i hjemmet.

- barnet er 14 og er testet til at have en usædvanlig høj formel intelligens. Han har imidlertid ikke lært hverken at læse eller skrive og han reagerer hidsigt og voldsomt i sociale sammenhænge, som han ikke forstår. Skolen kan ikke indeholde ham på grund af hans voldsomme adfærd, forældrene er blevet skilt og ligger i kamp om forældremyndighed og samvær.

Eksempler på støtte efter barnet har forladt Søgården

- Den unge mand nu 18 år har forladt Søgården med den indlæring hans potentialer rakte til. Forude venter et voksenliv med alle de udfordringer dette indebærer.

Der tages kontakt til det lokale jobcenter og der udarbejdes en ressourceprofil, der angiver i hvilken retning kommende støtteforanstaltninger skal pege.

I forbindelse med den fremtidige støtte tilbydes den unge mand bomulighed med botræning, og der iværksættes i samarbejde med den unge en række praktikforløb, der skal pege frem mod en eventuel fremtidig erhvervsmulighed.

Sammen med jobcenter og socialforvaltning lægges der en plan for det videre forløb herunder aftaler omkring Søgårdens involvering.

Der er typisk tale om, at Søgården er tovholder for gennemførelsen af planerne, fremskaffer og har kontakten til arbejdspladserne, hjælper omkring bolig, økonomi, personlig hygiejne, psykologbistand osv.

Forløbet viser, at den unge mand ikke har kompetencer, der rækker til en almindelig ungdomsuddannelse. I stedet findes der en arbejdsplads, hvor den unge mand gerne vil arbejde og hvor arbejdspladsen er villig til at tage ham ind, hvis Søgården kan følge med som støtte for arbejdspladsen. På grund af den unges mentale handicap etableres arbejdet som et flexjob.

- Et andet eksempel kan være den nu unge pige er kommet i gang med en almindelig ungdomsuddannelse og dette går for så vidt godt nok. Der er problemer med en praktikplads, den unge rager uklar med mester og det hele truer med at falde på gulvet. Søgården formidler etablering af en anden praktikplads, hvor rammerne for den unge er bedre.

Familien har undervejs, mens den unge var indskrevet som elev på Søgården, modtaget både familiebehandling og individuel psykologisk støtte til den unge pige. I samarbejde med forvaltningen etableres der en fortsat psykologisk og familiemæssig støtte til den unge pige og hans familie hele tiden undervejs i hans ungdomsuddannelse. Det ender med, at hun afslutter sin uddannelse på den normerede tid.

- Et tredje eksempel kan være den unge mand som nu er 20 år, har færdiggjort sin folkeskoleeksamen på Søgården i en alder af 17 år. Efterfølgende har Søgården været ansat som kontaktperson for manden, for at støtte og hjælpe ham i gang med sit voksenliv. I en længere periode efter manden har taget eksamen, kommer han stadig på Søgården, og hjælper til med det praktiske arbejde på gården.

Han er ikke klar på at skulle videre endnu, og Søgården arbejder på at gøre ham motiveret og sikker nok på sig selv til at komme videre med sit liv. Manden har et stort ønske om at dygtiggøre sig på det boglige område, da han selv er klar over, at han der har store vanskeligheder. Der etableres et forløb på daghøjskolen i Roskilde, hvor manden kan komme et par gange om ugen og få undervisning. Det er svært for manden selv at komme af sted, og han føler sig utryg og bange for det nye. Hans kontaktperson fra Søgården tager med ham de første gange, hvorefter han selv magter at tage af sted.

Samtidigt med Daghøjskolen, bliver der via Søgården etableret et praktikforløb på en rideskole, hvor manden kan opnå kompetencer indenfor hans interesseområde, som er heste og landbrug. Efter en kortere periode her ønsker manden at gå i gang med en landbrugsuddannelse.

Dette at skulle i gang med en uddannelse, er en meget stor og skræmmende ting for ham, og han har behov for hjælp og støtte til alle forberedelserne inden skolen starter. Yderligere er det vigtigt for ham, at han er på forkant med uddannelsen, så han ved, hvad det er han går ind til. Alt dette hjælper Søgården ham med, og han går i gang med sin uddannelse. I starten har han brug for at kunne ringe til sin kontaktperson fra Søgården hele tiden imens han er på skolen, men langsomt bliver han tryg og opringningerne bliver færre.

Det samme forløb gentager sig, når manden skal i sin første praktik, og igen når han skal tilbage på skolen osv. Om det går godt for ham, er afhængigt af, om han har sit støtte netværk i orden.

Hver gang manden er på skole, kommer han jævnligt på Søgården for at få hjælp til lektier, og på den måde, kommer han også igennem de svære perioder på skolen.


Søgården